Om forsorgshjemmet Skovvang
Forsorgshjemmet Skovvang er en boform under Holstebro Kommune. Vi har 60 pladser i henhold til servicelovens § 110 til midlertidigt ophold samt 16 pladser i henhold til servicelovens § 107/108 til midlertidigt/permanent ophold. Hertil kommer eksterne pladser.
Langt de fleste er "selvmødere". Til herberget drejer det sig om 82% af indskrivningerne, til forsorgsafdelingen 56% og til sygeafdelingen 42%. Den næststørste procent af henvisningerne kommer fra kommunerne.
Vi har ca. 2.000 indskrivninger om året.
Medarbejderstaben er på 80 personer og omfatter pædagoger, ergoterapeuter, social- og sundhedsfagligt personale, sygeplejersker, personale med tillært pædagogisk kompetence, køkkenpersonale, kontoruddannede, socialrådgivere, håndværkere, ansatte i flexjob samt tilknyttet lægekonsulent og fysioterapeut.
Vold og trusler om vold er ikke foreneligt med et ophold på forsorgshjemmet Skovvang.
Med hensyn til brug af rusmidler er der særskilte regler for § 107/108 afdelingerne.
Alle mennesker har krav på en værdig behandling. Det gælder ikke mindst, når de er kommet skævt ind på tilværelsen og mangler overskud til at finde vej ud af problemerne.
Forsorgshjemmet Skovvang er Danmarks ældste forsorgshjem. Vores fornemste opgave er at være et åndehul for mennesker, der lever et kaotisk liv. Det kan være på grund af f.eks. misbrug og/eller svære sociale/psykiske vanskeligheder. Som oftest er de mennesker, der opsøger forsorgshjemmet Skovvang, hjemløse eller ude af stand til at klare sig i eget hjem.
Vi møder folk med tolerance og ydmyghed, uanset på hvilket tidspunkt af døgnet, de henvender sig - og næsten uanset hvilken tilstand, de er i. Vi skal være de faste klipper, som de trygt kan læne sig op af, og som er parate til at hjælpe dem både her og nu og på længere sigt.
Intet andet forsorgshjem i landet har så mangfoldig en vifte af tilbud som forsorgshjemmet Skovvang.
Vi tror på den enkeltes drømme og ønsker, og derfor kan vi i samarbejde med den enkelte være med til at skabe nye muligheder og ansvarsbevidsthed.
Populært sagt kan mennesker med et tilsyneladende håbløst liv gå ind gennem fordøren og efter et nøje tilrettelagt behandlingsforløb forlade forsorgshjemmet som et helt menneske - et menneske, som har fået livslysten tilbage.
Men da al behandling bygger på frivillighed, er det frit for enhver at forlade forsorgshjemmet Skovvang gennem en sidedør, hvis de føler, de har fået opbygget den nødvendige ballast.
En af styrkerne ved forsorgshjemmet Skovvang er, at vi på én gang fungerer som en social skadestue og som et sted, hvor nedbrudte mennesker kan få et længerevarende ophold, der er nøje afstemt efter den enkeltes behov for støtte og omsorg. Det eneste, der ikke findes på forsorgshjemmet Skovvang, er fordømmelse.
Det begyndte i fattighuset - lidt historie
Historien om forsorgshjemmet Skovvang er lige så omskiftelig og mangfoldig som det klientel, der i dag benytter forsorgshjemmets tilbud.
Det hele begyndte i 1865, da nybyggeriet på Herningvej blev indviet som Holstebros nye fattighus. Den funktion havde stedet frem til 1894, hvor det blev bygget om til Ringkjøbing Amts Tvangsarbejdsanstalt.
Klientellet bestod dels af personer, som man ikke kunne styre i amtets fattighuse, dels af løsgængere, betlere og personer med en umoralsk adfærd. Beboerne gik alle under benævnelsen "tvangsfanger"!
I 1926 vedtog amtets politikere at indrette en forsørgelsesafdeling for vagabonder og subsistensløse på tvangsarbejdsanstalten.
Den nye afdeling var åben for personer fra alle sogne i amtet, og de skulle ligesom tvangsfangerne være beskæftiget. Hvis beboerne arbejdede i fritiden med f.eks. flettearbejde, fik de løn for det - og lønnen blev dengang som nu betegnet som en dusør...
Da den nye socialreform trådte i kraft i 1933, ændrede tvangsarbejdsanstalten status til arbejdsanstalt, hvor beboerne kunne få kost og logi mod at arbejde på anstalten.
I 1960 kom så den nye lov om offentlig forsorg, og arbejdsanstalten ændrede navn til forsorgshjem. På et bestyrelsesmøde samme år blev det vedtaget, at forsorgshjemmet i Holstebro skulle hedde Skovvang.
I 1995 blev de ældste bygninger omfattende renoveret indendøre, og året efter blev en del af forsorgsafdelingen opdelt i mindre boenheder, samtidig med at der skete en udvidelse af kapaciteten på sygeafdelingen og en større omstilling af indsatsen. I 1998 var der indvielse af Skovbo, der er en afdeling for sindslidende med misbrug.
I de seneste år er forsorgshjemmet løbende blevet renoveret, og der er lavet forskellige om- og tilbygninger.
Forsorgshjemmet Skovvangs "tilhørsforhold" har også været omskiftelige de seneste år. I perioden fra 1865 til 1894 var forsorgshjemmet Skovvang en kommunal boform i Holstebro Kommune. Fra 1894 til 2006 var forsorgshjemmet Skovvang en amtslig boform under det daværende Ringkjøbing Amt. Efter strukturreformen, fra 01.01.07, blev vi en regional boform under Region Midtjylland. Fra 01.01.09 er forsorgshjemmet Skovvang igen kommet i kommunalt regi under Holstebro Kommune.
Medarbejdere.
Læs her om kontaktpersoner m.v. for de forskellige afdelinger/boenheder: Medarbejdere
Oplysning om kontaktpersoner vil også fremgå under de enkelte afdelinger.
Sådan ser forsorgshjemmet Skovvang ud fra luften:


