Skovbo
De første tanker om et specielt tilbud for sindslidende med misbrug blev konkretiseret allerede i 1989. Gennem flere år havde forsorgshjemmet Skovvang rummet en gruppe beboere med en diagnosticeret sindslidelse samt et misbrug, som ikke kunne behandles. Gruppen profiterede dårligt både af tilbudet på forsorgshjemmet Skovvang og de eksisterende tilbud i amtskommunen. De flexede mellem psykiatriske afdelinger, forsorgshjem samt de øvrige psykiatriske- og misbrugsbehandlingstilbud.
Planerne fra 1989 blev revideret i 1993 og igen i 1994. En arbejdsgruppe, der var nedsat af amtets specialrådgivningsafdeling, udarbejdede i marts måned 1998 en rapport, hvor målsætningen for Skovbo blev formuleret. I oktober 1998 blev der holdt indvielse på Skovbo.
Skovbo tilbyder ophold efter servicelovens § 108 (permanente ophold).
Skovbo er et tilbud til personer med en diagnosticeret sindslidelse og med et aktivt misbrug af rusmidler.
Der er ofte tale om personer, der uden resultat har været igennem forskellige behandlingstilbud.
Vi vil i samspil med beboeren - i den udstrækning, det er muligt - skabe nye livsmuligheder og udvikle virkelyst og ansvarsbevidsthed.
Vi vil ud fra beboerens ønsker og behov til egen tilværelse skabe en så tryg og normal hverdag som muligt, så opholdet bliver permanent.
Personalet yder basal omsorg, der er tilpasset den enkelte beboer. Målet er at forbedre den enkeltes livskvalitet. Det sker bl.a. ved at opstille et tilbud om grundlæggende omsorg for beboerne. Det drejer sig om socialt samvær, hjælp til rengøring, vask af tøj, faste måltider.
Måltiderne er en del af tilbudet og kan ikke fravælges i hverdagen. Ved ferie, indlæggelse eller afrejse fra huset kan kosten afbestilles.
Skovbo er indrettet i en særskilt bygning. Da det er et § 108-tilbud, skal beboerne visiteres af handlekommunen.
Der er 10 enkeltværelser med eget tekøkken og bad. I underetagen er der fællesrum med køkken-alrum samt dagligstue. Derudover kan beboerne benytte forsorgshjemmet Skovvangs faciliteter - f.eks. motionsrum, kreative værksteder m.m.
Det er ikke tilladt at indtage rusmidler på fællesarealerne, men værelserne betragtes som egen bolig, hvor den enkelte kan indrette sin hverdag inden for henholdsvis lejelovens almindelige regler og de gældende politivedtægter.
Hver beboer får tilbudt to kontaktpersoner samt minimum to timers personlig støtte om ugen.
Skovbo er et omsorgs- og botilbud. Forudsigelighed og kendte rammer kan binde hverdagen sammen og fremstå som den base, der skaber den nødvendige tryghed for den enkelte. Vi tror på et vellykket ophold, når:
- beboerne oplever, at de kan leve et liv som i eget hjem
- beboerne oplever, at de har indflydelse på eget ophold og “virke”
- beboerne oplever, at der er plads til forskellighed og nærhed i trygge rammer
Målet
Det primære formål er at tilbyde en bolig med frirum og et socialt netværk. Meningen er at skabe et miljø, hvor beboeren er i centrum, og hvor stabilitet og gode fysiske rammer er afgørende. Vi forventer ikke, at beboeren bliver helbredt, men hvis beboeren er motiveret for det, etablerer vi kontakt til det øvrige behandlingssystem samt støtte og en behandlingsfunktion.
Hverdagen
Der er døgndækning på Skovbo. Således sørger nattevagten for, at dagen begynder godt. For at beboerne kan få en sammenhæng i døgnrytmen, begynder dagen kl. 07.00 og slutter kl. 23.00. Personalet tilrettelægger en dagligdag, som tager hensyn til beboernes ønsker og behov. Hovedmåltiderne er et naturligt samlingspunkt og de faste holdepunkter i døgnrytmen. Den varme mad bliver leveret af forsorgshjemmet Skovvangs køkken, mens den kolde mad til aften bliver lavet på Skovbo. Beboerne bliver opfordret til at hjælpe i den udstrækning, de formår.
Brug af rusmidler eller fremtræden i påvirket tilstand må ikke foregå på fællesarealerne. Både personale og beboere forventer, at man udviser gensidig respekt og tolerance.
Udover de daglige gøremål er personalet bl.a. behjælpelige med etablering/genetablering af socialt netværk og samkvem med børn.
I samarbejde med beboeren udarbejdes handleplaner (trivselsaftaler) med emner som økonomi, vask af tøj, antabus, medicinering osv. Der følges op på trivselsaftalerne hver 3. måned. Én gang om året deltager den kommunale sagsbehandler i opfølgningen.
For at synliggøre skellet mellem daglige pligter og fritid, forsøger vi at inddrage beboeren i de daglige gøremål og pligter. Fritidsaktiviteter kan både være planlagte og spontane. Af aktiviteter kan nævnes: Skovture, biograf, udstillinger, udflugter af 1 - 3 dages varighed, cafebesøg, familiebesøg m.m.
Ønskes yderligere oplysninger, kontakt venligst:
afdelingsleder Michael Kjeldsen
direkte tlf. 9611 3650
e-mail: Michael.Kjeldsen@holstebro.dk

